Vedtægter
Vedtægter for Andrup Idrætsforening af 26. maj 1933
Paragraf 1
Foreningens navn er Andrup Idrætsforening. AIF er stiftet den 26. maj 1933 og har hjemsted i Esbjerg Kommune.
Paragraf 2
Foreningens formål er gennem fodboldspil, men også gennem andre kammeratlige og almennyttige aktiviteter at give unge og ældre i Skads, Andrup og omegn en meningsfyldt fritid. Foreningen tilstræber ved udgivelse af et husstandsomdelt klubblad eller ved deltagelse i et andet lokalt husstandsomdelt blad, at gøre områdets beboere og medlemmerne bekendt med foreningens aktiviteter.
Paragraf 3
- Som medlemmer kan optages børn og voksne
- Bestyrelsen kan nægte at optage et medlem, der har ret til at indanke afgørelsen for generalforsamlingen.
- Medlemmer kan være aktive eller passive
- Bestyrelsen kan udpege et medlem til livsvarigt æresmedlem
- Bestyrelsen kan ekskludere eller sætte et medlem i karantæne. Eksklusioner kan indankes for generalforsamlingen.
Paragraf 4
Der afholdes hvert år i januar måned en ordinær generalforsamling, der er lovlig, når den er indvarslet i dagspressen mindst otte dage før afholdelsen.
Paragraf 5
Generalforsamlingens dagsorden er følgende:
- Valg af dirigent
- Formandens beretning
- Kassererens forelæggelse af revideret regnskab
- Indkomne forslag
- Valg af a) bestyrelsesmedlemmer, b) to suppleanter og c) en revisor
- Eventuelt
Paragraf 6
Stemmeret på generalforsamlingen har ethvert fremmødt medlem, der har betalt kontingent for indeværende år og er fyldt 16 år, samt æresmedlemmer og ulønnede ledere.
Paragraf 7
Forslag til generalforsamlingen skal være formanden skriftligt i hænde senest fire dage før generalforsamlingen.
Paragraf 8
Bestyrelsen kan til enhver tid indkalde til en ekstraordinær generalforsamling og er endvidere forpligtet til det, hvis mindst 20 medlemmer skriftligt og med angivelse af en dagsorden forlanger dette.
Paragraf 9
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.
Paragraf 10
Bestyrelsen består af syv medlemmer, der vælges på den ordinære generalforsamling for to år ad gangen.
Ved valg må enhver stemmeberettiget person afgive det antal stemmer, der svarer til antallet af afgående bestyrelsesmedlemmer. Der må ikke afgå flere end fire bestyrelsesmedlemmer ad gangen.
Paragraf 11
Generalforsamlingen vælger to suppleanter til bestyrelsen for hver et år ad gangen.
Paragraf 12
Bestyrelsen konstituerer sig efter eget valg. Beslutninger kan kun træffes på bestyrelsesmøder, hvis mindst fire medlemmer er til stede. Alle sager afgøres ved simpelt flertal. Ved afstemning har formanden 2 stemmer. Bestyrelsen fører protokol over bestyrelsesmøder, generalforsamlinger og vigtige begivenheder i foreningen.
Paragraf 13
Generalforsamlingen vælger hvert år en revisor for to år ad gangen. Revisorerne reviderer og påtegner før den ordinære generalforsamling kassererens regnskab, der løber fra 1. januar til 31. december.
Paragraf 14
Kontingentet fastsættes af bestyrelsen.
Paragraf 15
Foreningens midler – ud over en nødvendig kassebeholdning – er anbragt i et anerkendt pengeinstitut.
Donationer over 25.000 kr. udenfor AIF regi skal vedtages på generalforsamlingen.
Paragraf 16
Foreningen tegnes af formanden og kassereren i forening eller ved en af disses forfald af formanden eller kassereren i forening med to øvrige bestyrelsesmedlemmer.
Paragraf 17
Bestyrelsesmedlemmer og foreningens medlemmer hæfter ikke personligt for foreningens forpligtelser, og medlemmerne kan ikke påføres nogen anden forpligtelse over for foreningen end betalingen af kontingent.
Paragraf 18
Foreningen kan ophæves, hvis to tredjedele af samtlige stemmeberettigede medlemmer stemmer for dette på en generalforsamling. Kan dette flertal ikke samles, kan foreningen på en efterfølgende generalforsamling ophæves, hvis to tredjedele af de fremmødte stemmeberettigede stemmer herfor.
Paragraf 19
Ved ophævelse af foreningen tilfalder dens formue idrætslivet i Skads-Andrup eller andre almennyttige formål i Esbjerg Kommune.
Paragraf 20
Disse love kan ændres, hvis to tredjedele af de fremmødte stemmeberettigede på generalforsamlingen stemmer herfor.